lørdag den 31. juli 2010

Café Leo i Sølvgade

Da jeg slog øjnene op i morges så vejret så lovende ud, at jeg straks greb knoglen og spurgte min søster, som netop er hjemvendt fra New York, om hun ville med på Bryggen og prøve at holde vores tan lidt ved lige. Det stormede desværre så meget, at vi efter at have ligget der en times tid, besluttede at spise brunch i stedet. Jeg er flad efter en dejlig sommer med Roskilde, Berlin og Mallorca, så det skulle være billigt og så tænkte jeg på denne lille café.

I weekenden kan man på Café Leo i Sølvgade få brunch buffet med kaffe og juice for 89 kr til kl. 15, hvilket jo er usandsynlig billigt. Specielt taget kvaliteten i betragtning. Jeg har generelt et lidt presset forhold til buffet, da kvaliteten og friskheden af maden normalt er lige til at lukke op at skide i. Det er da heller ikke Michelin-værdigt på Café Leo, men efter min mening er det en god lille buffet med alt det nødvendige: Æg, bacon, pandekager, diverser salater, ost, frugt og yoghurt. Dertil kommer en valgfri kaffe og alt det juice du kan drikke, samt brød. Deres falafeler var tørre, hvilket er en skam, da buffeten ellers også ville være et glimrende sted for vegetarer. Man kan dog diskutere hvorvidt falafeler har noget at lave på en bruchtallerken eller ej. Caféen giver sig ikke ud for at være noget den ikke er og det er bestemt også et plus i min bog. Udover brunch bufffet har caféen også et almindeligt menukort.

Er du ude efter en god brunch til pengene, kan jeg varmt anbefale Café Leo.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar