onsdag den 21. december 2011

Suverænt brød i stegeso


Det er ved at være nogle måneder siden, jeg fik min elskede stegeso foræret af Henrik. Jeg har brugt den meget til kylling og også lidt til rene grøntsagsretter, men jeg har længe luret på, at lave brød i den.

I dag stod den prøven og det lykkedes over al forventning!



Dejen er den samme langtidshævede som altid (se her) - i denne omgang med 1/4 hvede og 3/4 rug. Det kan man gøre som man vil. Jeg er blevet meget glad for at blande rugmel i mine lyse brød, da det giver brødet en meget mere interessant smag og farve, uden at gøre brødet til et grovbrød.

Jeg fulgte Max' fremgangsmåde fra kvalimad.dk, men brugte som sagt min egen opskrift - som forresten ikke er ret forskellig fra Max'.

Resultatet var et virkelig flot brød med en lækker, sprød skorpe.



Jeg kan kun anbefale at bage brød på denne måde - det er nemt og resultatet er langt bedre og billigere end brød fra bageren.

søndag den 30. oktober 2011

Forsøg med kvæder: Kvædesnurrer


I denne uge var der 4 store kvæder med kassen fra Årstiderne. Jeg har aldrig prøvet kræfter med kvæder før, så jeg var lidt på bar bund, med hvad der skulle blive ud af dem. Efter flere forslag fra andre madbloggere, besluttede jeg at lave et kvædebrød. Det ligger stadig på køkkenbordet og tørrer - det er en lang proces af lavet sådan ét.

Kvædebrøds-forsøget første til et andet forsøg. Jeg havde nemlig en masse kvædekød tilovers efter siruppen til kvædebrødet var færdigt og det skulle da ikke gå til spilde. Resultatet blev lækre, sej-sprøde snurrer med meget aromatisk fyld. Prøv dem, prøv dem! De er SÅ lækre og dejen er fuldstændig fantastisk.

Jeg brugte Meyer's opskrift på kanelsnurrer til dejen, men da jeg ikke har en rørermaskine, kom den til verden på en lidt anden måde end i den originale opskrift.

Til 14-16 kvædesnurrer skal du bruge...

torsdag den 20. oktober 2011

Figensalat med gorgonzola og kandiserede mandler

I sidste uge fik jeg en rigtig lækker forret på Public House, som jeg her har ladet mig inspirere af.


Denne salat består kun af rucola, friske figner, gorgonzola og kandiserede mandler.


Det eneste der tager lidt tid, er at kandisere mandlerne.

1) Spelt 3-4 spsk. flormelis på panden, evt. med lidt chiliflager, salt og peber.
2) Når sukkeret er helt opløst kastes en håndfuld mandler på panden og vendes i sukkeret til alle mandler er dækket.
3) Når mandlerne har kølet af på bagepapir, hakkes de i grove stykker.


Når det hele er klart smides det i et flot fad - gerne flottere end mit - og overhældes med god olivenolie og balsamico.

Enjoy!

Sous vide - hjemmeudgaven #2


Og så blev det dagen efter sous vide - hjemmeudgaven #1. Bøfferne blev lækre, men jeg har også noteret mig nogle ting, jeg vil gøre andeledes næste gang.

Da jeg, efter lidt over 2 timer, tog poserne op af vandet, lå der en del saft i dem. Det var tydeligt at mærke den helt specielle tekstur kødet havde fået og de så - for at være helt ærlig - ikke specielt indbydende ud, da de lå der helt grå og kiggede op på mig.


MEN jeg klippede dem ud og tørrede dem godt, inden jeg gav dem et par sekunder på hver side på en meget varm, tør pande.

Smagen var meget intens, farven var ensartet hele vejen igennem og teksturen var nærmest blød.

Næste gang vil jeg give dem lidt mindre tid i vandet og holde vandet på 58 grader i stedet for 60 grader. Og så vil jeg brune kødet af, inden jeg putter det i poser og vandbad næste gang.

Det tog sin tid og jeg rendte en del mellem køkkenet og stuen. Men efterhånden fandt jeg ud af, at når uret bippede på 61 grader og jeg slukkede for blusset, skulle jeg derud og tænde igen cirka 7-8 minutter efter, for så lang tid tog det for vandet at falde til 59 grader.

Jeg skal prøve det igen - næste gang måske med en svinemørbrad...

Prøv det af! Det er ganske nemt.

Hindbærtrifli med syrlig flødecreme

Denne trifli kom tilfældigt til verden, fordi det lige var de ingredienser jeg havde at lave dessert af forleden. Den syrlige flødecreme smager vildt godt og giver den traditionelle trifli et lille løft.

Trifli er nemt og kan forberedes på forhånd. Den her version er knapt så sød med et lille syrligt strejf, så den er god oven på en tung middag.







Til 4-5 portioner af min hindbærtrifli skal du bruge...

onsdag den 19. oktober 2011

Pommes Anna med frisk timian og citronskal


Dette er en af mine favoritmetoder at tilberede kartofler på. Det er ikke sundt og det tager lang tid, men det smager bare sk*** godt.

Hvis man har et mandolinjern eller en food processor, gør det helt klart jobbet meget lettere. Men man kan også sagtens skive kartoflerne med en skarp kniv.

Disse små sataner skal serveres til lækre tykstegsbøffer, som lige nu ligger og hygger i et vandbad.

Til min pommes Anna skal du bruge....

Sous vide - hjemmeudgaven #1

I dag får jeg to af mine søstre og far til middag. I den anledning har jeg besluttet at kaste mig ud i at tilberede bøffer sous vide - dvs. i vandbad.

Egentlig foregår sous vide i et tempereret kar, hvor kødet er vakuumpakket i plastik, men da jeg har hverken det ene eller det andet, bliver min version knapt så high tech.

Jeg har købt et digitalt stegetermometer, som jeg har bundet fast på håndtaget af min største gryde, så spidsen er cirka i midten af gryden. Gryden er fyldt med vand, som hele tiden skal være ca. 60 grader varmt.


Bøfferne ligger jeg i hver deres frysepose, suger luften ud og binder en stram knude på, så vandet ikke kan trænge ind til kødet.

Poserne kommer i gryden og stegetermometeret sættes til 61 grader. Når det bipper slukker jeg for blusset og sætter termometeret til 59 grader. Når det bipper tænder jeg for blusset igen og sætter det til 61 grader. Når det bipper slukker jeg og sætter det til 59 grader. Og sådan fortsatter jeg i to timer, indtil jeg er sikker på at bøfferne er 60 grader hele vejen igennem, hvilket svarer til en medium bøf. Vandet holder forholdsvist godt på varmen, så man behøver ikke rende ud i køkkenet hele tiden.

Til slut tager jeg bøfferne ud af poserne, tørrer dem og steger dem kort på hver side på en meget varm pande, så de får en smule stegeskorpe.

Resultatet skulle gerne være smør-møre bøffer, der er jævnt rosa hele vejen igennem.

Til bøfferne har jeg lavet en pommes anna og en lækker rucola-salat med friske figner, karmeliserede mandler med lidt chili og en god blåskimmelost.

Desserten står på hindbærgrød med vanilje og balsamico lagt i lag med sukkerristede havregryn og flødeskum vendt med lidt creme fraiche, som til sidst er pyntet med små kyskager.

Jeg glæder mig til at se resultatet! I hører nærmere...

Ps. Læs hvordan det gik her.

torsdag den 8. september 2011

Skal du også med til MAD+MEDIER?

Min blogger-karriere startede faktisk kort inden Madbloggersymposium sidste år. Jeg læste om det spændende arrangement på nettet og besluttede at 'det måtte jeg da bare med til!'. Man skulle have en madblog, for at kunne deltage og sådan kom MAD ifølge mig så til verden.

Min blog har nu eksisteret i et års tid og har lidt flere indlæg på bagen, end den havde sidste år, så det er selvfølgelig på sin plads, at vende tilbage til træffet igen i år.

I år hedder det MAD+MEDIER og henvender sig til alle madkommunikatører. Programmet er endnu mere imponerende i år, end det var sidste år og det strækker sig over en hel weekend.

Jeg glæder mig og håber vi ses!

tirsdag den 6. september 2011

Vild med Cofoco: Oysters&Grill!

En lidt forsinket fødselsdagsmiddag med mine forældre gik i går til Oysters&Grill i Sjællandsgade. Oysters&Grill er nyeste skud på Cofoco-stammen - en koncern jeg er ret begejstret for.

Deres mad er forholdvist billigt og flere af deres restauranter har menu-tilbud, hvor man får 3-4 retter for 250-400 kr. Ganske rimeligt efter min mening.

Jeg har før spist på Les Trois Cochons, Vespa og Scarpetta med stor fornøjelse og glædede mig til at prøve deres søster på indre Nørrebro.

Konceptet er at man bestiller skaldyr pr. 100 gr, som bliver serveres rustikt på de voksduge-beklædte borde, der da også indbyder til, at man gerne må svine lidt og spise med fingrene. Vi startede med en østers hver og valgte derefter en blanding af alle skaldyr, Havets frugter, hvor to portioner passede perfekt til fire mennesker. 

Til hovedret fik vi alle meget lækre bøffer - specielt flankesteaken var meget lækker! Dertil dele salat og pommes allumettes (pommes frittes med tændstik-tykkelse).

Vi kom af med 1500 kr for vand, en flaske Barolo, østers, forret og hovedret til fire personer inkl. en gavmildt tips til tjeneren.

Det eneste minus ved Oysters&Grill er, at der er en forfærdelig akustik. Vi havde problemer med at høre hvad hinanden sagde, selvom vi snakkede meget højt, hvilket faktisk bidrog til at vi sprang desserten over. Lidt ærgerligt.

MEN en varm anbefaling her fra til jer der endnu ikke har væltet jer i alskens skaldyr hos Oysters&Grill!

lørdag den 18. juni 2011

Restaurant Relæ i Jægersborggade - Der skal jeg snart spise igen!

Jeg var på Relæ i Jægersborggade for et par uger siden og havde en fantastisk aften. Derfor vil jeg give mine varmeste ord om restauranten videre til dem der endnu ikke har besøgt Relæ.

Maden er billig - 325 kr. for 4 retter - og ekstremt velsmagende. Vin-menuen byder på lækre og velvalgte vine. Betjeningen er professionel, men ikke snobbet.

Alt i alt en dejlig scene for næste restaurantbesøg!

tirsdag den 7. juni 2011

Sommer på bloggen!

I anledning af sommeren, er der kommet lidt farve på MAD ifølge mig. Håber solen snart skinner igen!

Hjemmelavede forårsruller med svinekød, glasnudler og grøntsager


Jeg har længe haft lyst til at lave hjemmelavede forårsruller, så det faldt absolut i god jord, da min kærestes mor gav os et par pakker fuldkorns, forårsrulle-dej.

Det er overraskende nemt at lave sine egne forårsruller og så smager de væsentligt meget bedre end Daloon's. Hvis du er i tvivl om, hvordan man ruller så'n en forårsrulle, kan man finde utallige toturials på youtube, så jeg vil ikke prøve at forklare det på skrift, da du sikkert bare bliver skræmt væk eller forvirret, selvom det er super nemt.

Jeg har lavet fyld af hvad jeg lige havde og kunne købe på en søndag, så den her opskrift er bare en "vejviser" - stort set alt kød og grøntsager kan bruges. Jeg har efterfølgende også med succes lavet dem med hakket oksekød.

Til 16 stk. af mine hjemmelavede forårsruller, skal du bruge...

onsdag den 11. maj 2011

Dip/dyp med skyr og flødeskum

Jeg havde gået længe og kigget på den der hvide og lilla bøtte fra Løgismose nede i Netto og overvejet hvad f... et surmælksprodukt med 0,2 % fedt dog skulle gøre godt for, da en kollega en dag havde en lækker dressing på skyr med på arbejde (vi holder sammenskudsfrokost hver dag). Derfor prøvede jeg skyr af til min kærestes fødselsdagsmiddag.

Nu når det er så fedtfattigt, tillod jeg mig at blande det med flødeskum, for at få en lækker luftig konsistens - man kan selvfølgelig gøre sin egen version mere eller mindre fedtfattig - derudover hakkede jeg en masse friske krydderurter, lidt citronskal og -saft og smagte til med salt og peber.

Tjums kalder vi det i min familie og det refererer til alle slags dyppelser. Denne skyr-tjums blev brugt til bagte kartofler og gulerødder og den smagte helt vildt godt!

tirsdag den 19. april 2011

Invitation til madbloggere! - og morgenvækning af P4...

Kære Madbloggere

Jeg og Mmm - zonen for madkultur, hvor jeg er så heldig at arbejde som projektassistent, vil gerne invitere interesserede madbloggere til et kæmpe event på Fregatten Jylland d. 12. maj.

Vi samarbejder med Region Midt og nogle udvalgte kulturinstitutioner om at skabe vækst via værtskab i projektet "En bid af historien".

På Fregatten Jylland arbejder vi på at skabe et unikt og sundt måltidstilbud til gæsterne, der tager udgangspunkt i proviantlister fra søslag Fregatten Jylland var på i 1800-tallet. Bare rolig der var andet en biskøjter og rom på:)

Ca. 48 elever fra Hotel og Restaurantskolens innovationslinje vil d. 12. maj, sammen med Mette Martinussen (ejer af Madeleines og 1.th), give deres bud på hvordan ingredienserne fra proviantlisterne kan omdannes til lækker moderne mad hele dagen igennem på Fregattens dæk.

Alt kommer til at finde sted i de originale omgivelser, efter at eleverne har tilbragt natten på banjerdækket i de selv samme hængekøjer, som soldaterne sov i i 1800-tallet.

Grunden til at vi inviterer madbloggere, er ikke for at skabe skjult reklame - om I skriver om eventet eller ej og hvad I skriver hvis I gør, er helt op til jer.

Vi er bare opmærksomme på det kæmpe netværk af bloggere, der efterhånden er og synes det ville være interessant at involvere nogle af jer i processen.

I må meget gerne sprede ordet! Og skrive til mig her eller på katja@mmmzonen.dk, hvis nogle af jer vil med eller høre mere om projektet eller d. 12. maj.

Jeg er også til at finde på 28714131.

Kærlig hilsen og god påske!
Katja - MADifoelgemig.blogspot.com

OG så lige et stort tillykke til NOMA også:) Jeg blev ringet op af P4 i morges, som havde fundet mit indlæg om NOMA efter mit besøg sidste september. De var interesserede i at høre om NOMA set fra en 'almindelig' borgers øjne. Interessant start på dagen!

Madklubben BISTRO-DE-LUXE: Absolut value for money!


I anledningen af at min veninde fra Århus var på besøg i sidste uge, tog jeg og resten af pige-flokken på Madklubben BISTRO-DE-LUXE. 

Jeg har kun hørt godt om Madklubbens restauranter og havde også en rigtig god spiseoplvelese på Allo-Allo i Admiralgade, da den stadig fandtes, men havde aldrig før været på Madklubben.

Jeg er ret vild med denne koncerns manifest, som står trykt på deres menu-kort. Kort og godt står der, at betjeningen er ansat på deres smittende humør og personlighed - ikke på deres fine kendskab til mad og vin, hvilket siger meget om de hyggelige og afslappede rammer restauranterne tilbyder.

Vi blev placeret i en lille bås væk fra de andre borde og hvor tjenerne ikke naturligt kom forbi, så min første tanke var, at vi måske ville blive overset. Men det var heldigvis ikke tilfældet. Vi fik brød to gange, uden at have bedt om det og vores tjener var henne flere gange inden vi fik besluttet, hvad vi ville have at spise. Derudover kom maden hurtigt og kvaliteten var i top.

Menuen omfatter forretter, hovedretter, tilbehør, desserter og ost, suppleret op med en glimrende vinkort. Vi valgte én af deres "power"-vine til 200 kr og den var glimrende. Konceptet er 1 ret for 100 kr og så 50 kr for hver efterfølgende ret - til det skal dog lige bemærkes, at mange af hovedretterne og én af forretterne havde et menutillæg på 50-100 kr.


Min favorit på bordet, var cremede majs med havtaskekæber og rødbeder med gedeost. Kalvespidsbrystet var lækkert, men mindre kød og lidt mere tilbehør, havde bestemt ikke gjort noget. Farverne på tallerkenen var desuden ikke så prangende, men så længe smagen er i top, går det nok.

tirsdag den 5. april 2011

NaCl Showcooking: Fantastisk søndag i Odd Fellow Palæet

Sødt til kaffen
Min mor og jeg var så heldige at få billetter til NaCl Showcooking nr. 12, selvom alle billetter blev revet væk inden for de tre første minutter. Det løb af stablen i søndags i fantastiske omgivelser på Bredgade i København.

Jeg læste første gang om NaCl - Nordic Academy of Culinary Leisure - på en blog (jeg kan desværre ikke huske hvilken) for ca. et halvt år siden og var ikke et øjeblik i tvivl om, at det bare var noget jeg måtte opleve. Min mor er jo heldigvis lige så madglad som jeg selv, så hun var klar på en aften i gastronomiens tegn.

Scenen var allerede sat, da vi trådte ind på gårdspladsen foran Odd Fellow Palæet i Bredgade med store olielamper og en rød løber, der førte ind i palæets smukke lyseblå foyer. Her blev vi mødt med håndtryk og en varm velkomst, der klart understregede den intime og afslappede stemning aftenen bød på.



Som en velkomst gimmick stod der hvad der lignede sperm-prøve-glas med let syrnet fløde (der bestemt kun hjalp på sperm-looket:), som vi skulle kærne/ryste til smør og bruge til brødet. Helt sikkert et party ryste-sammen-nummer at huske. Opskriften var 1 del kærnemælk til 10 dele fløde, lad det stå overdækket og uden for køleskabet natten over. Ryst det i fire minutter, eller til det er blevet til smør, i en lukket beholder, si kærnemælken fra og VOILA: Gæsterne har kærnet deres egen smør.


Tør is og vand med skovbundsessens
Middagen blev serveret i en flot og gammel sal med guld på væggene og højt til loftet, ved flot opdækkede runde borde.

Der var i alt 11 retter, der i blandt en næsten rå bøf af det danske svar på kobe-kød - Man burde aldrig spise andet! Jeg har sjældent fået mere mørt og lækkert kød.


Jeg kan varmt anbefale at bruge penge på sådan en fantastisk aften. Vi gav 400 kr for arrangementet og 175 kr for en vin-menu inklusiv en virkelig lækker dessertvin.

mandag den 14. marts 2011

Brunet blomkålspuré

For et par uger siden, havde vi brunet blomkålspuré på som tilbehør til dagens ret på mit arbejde, hvilket inspirerede mig til at freestyle min egen version derhjemme. Jeg er så heldig at få en årstiderne kasse hver fjortenes dag og lige for tiden er der stort set blomkål i hver gang, så det var kærkomment med lidt ny blomkåls-inspiration.

Det brunede smør og citronskallen giver denne puré en helt eminent smag, som passer perfekt til rødt kød.

For at lave brunet blomkålspuré skal du bruge...

NaCl - biletter i hus!

Lige siden jeg opdagede NaCl, har jeg forsøgt at få billetter til et af deres arrangementer og nu lykkedes det endelig!

Arrangementet kører af stablen d. 3. april i Odd Fellow palæets koncertsal og jeg glæder mig helt vildt. Jeg regner bestemt med at blive blæst bagover, af de dygtige kokkes spændende idéer.

Til jer der ikke kender til NaCl, kan jeg sige at det er en non-profit forening, der består af legesyge kokke, som i ny og næ samles for at lave mad sammen og prøve deres idéer af.

God aften til jer alle derude!

tirsdag den 22. februar 2011

Blogs søges!

Jeg søger, i forbindelse med et projekt, blogs om spiseoplevelser, turisme og oplevelsesøkonomi.

Kender alle jer derude til nogle gode blogs om disse emner? Jeg sætter stor pris på alle idéer og input!

God dag til jer alle.

Kærlig hilsen Katja

tirsdag den 15. februar 2011

Kylling i druesauce


Jeg så før nytår Anne Hjernøe lave vagtler i druesauce med sherry (fino). Jeg har lidt et ambivalent forhold til Anne, men jeg kan enormt godt lide hendes mad-stil. Når jeg selv laver middage ender der som regelt med at være flere hundrede små retter i stedet for få større, ligesom Anne gør med sin "AnneMad". 

Jeg har lavet min egen vagtel-frie version af Annes ret med rødvin i stedet for sherry. Saucen er vildt lækker og kyllingen bliver usandsynligt mør. 

Nu har jeg efterhånden laver retten et par gange med forskellige slags kylling og jeg gør det aldrig på samme måde, så jeg har valgt at lave den her opskrift til en inspirations-opskrift uden mål, som forhåbentlig kan give et par stykker lyst til at kaste sig ud i deres egen druesauce. Lige meget hvad man gør, kan det næsten kun ende med at smage godt. 

God fornøjelse!

Sådan går det for sig...

onsdag den 2. februar 2011

Skovshoved Hotel - 5 knapt så gode retter

Min kæreste og jeg gav hinanden spare-julegaver til jul i form af en Sweetdeal på "5 retters innovativ menu på Michelin-anbefalet restaurant med udsigt over Øresund" på Skovshoved Hotel.

Dealen var god; 5 retter for 249 kr. (normalprisen er 550 kr.). Jeg havde også glædet mig længe, da jeg ikke har været ude at spise fint siden NOMA.

Restauranten er flot indrettet og vi blev taget godt imod. Der gik lidt lang tid, før vi fik vand og brød, men til gengæld var brødet enormt lækkert da det kom, serveret med hvad der smagte som hjemmekærnet smør.

Vi valgte en af de billigere vine på kortet, så vi kunne flotte os med et glas dessertvin til desserten. Til prisen (255 kr.) var det en virkelig god Malbec. Dessertvinen, en "moscatel pasa", Bodegas Dios Baco, Jerez fra Spanienvar aftenens hit. Da tjeneren, som kaldte den gammel sherry, hældte den op, kunne det lige så godt have været ahornsirup at dømme på konsistens og farve. Den var sød, tyk og perfekt.

torsdag den 27. januar 2011

Kålsuppe med oksekød

Jeg kan vist lige nå, at spytte den her ud i cyber space inden kulden helt slipper sit tag i lille Danmark.

Min mor lavede ofte den her suppe, da jeg var lille. Den er simpel, men smagfuld og god - og så er den billig.

Min udgave har fået et lille spark med hvidløg og karry, så forkølelsen rigtig kan holdes på afstand.

Du skal bruge...

tirsdag den 18. januar 2011

Min daal og hvor er det længe siden...

EKSAMEN er det der fylder lige nu, men når en sød veninde spørger om opskriften på min daal, bliver jeg jo nødt til at træde til.


Jeg smagte daal første gang, da jeg besøgte en anden veninde i London for et års tid siden. Hun er vegetar og er rigtig god til at lave spændende vegetar-mad.

Denne portion kan være til 2 personer eller 6 personer afhængigt af, hvor mange linser der kommes i. Målene er vejledende - tilføj lidt mere eller mindre efter smag.

Til at lave min daal, skal du bruge...