onsdag den 11. juli 2012

MAD med musik - Roskilde Festival 2012

Åh, der går efterhånden for lang tid mellem mine indlæg. Tiden flyver med en masse spændende ting! Én af de spændende ting, er mit arbejde for Roskilde Festival. Jeg er ansat i en projektstilling i madstrategien og har på den måde fået lov til at komme helt tæt på den kulinariske side af dette års festival. 

Der er i år gjort mange nye tiltag for at højne madkvaliteten og give festivalgæsterne nogle spændende madoplevelser. Roskilde Festival har siden min debut i 2003 handlet lige så meget om maden som musikken. Hvilket vel ikke kommer bag på nogen! I år har maden imidlertid overhalet musikken med Festival Food Walks, madevents og pop-up restauranter.

Her er et lille udsnit af hvad jeg har spist og oplevet...



Pop-up restaurant med Rødder. 3 retter med vin for 100 kr. Det var simpelt og super velsmagende!


Pop-up restaurant med Silver.Spoon. 3 retter med vin for 150 kr. Det var en skuffelse desværre, men det var en sjov idé at servere risotto a la Jamie Oliver på gamle LP'er.



Roskilde Festival Food Walk planlagt i samarbejde med mad+medier gik blandt andet forbi Bybi, der havde en stand/bikube midt på indre plads. Her smagte vi fem lækre og meget forskellige slags honing og fik et stærkt, men godt tømmermændskurerende shot.


Jeg har slet ikke fået taget nok billeder af al den mad og skønne drikke jeg har konsumeret! 


Meyers flæskestegssandwich og kanelsnurer er altid et sikkert hit. Derudover fik jeg smagt på Cofocos pizza fra deres nye madbod. Lækre bunde og simpelt fyld. Lige som en ægte italiensk pizza bør være. Thailana tæt på Gloria zone bragte dog det mest velsmagende måltid på festivalen. De tilbereder lækre, omend end smule dyre, meget velsmagende thairetter. Friskpresset rabarber saft fra Bornholms Mosteri. Spændende sodavand fra NyDanskVand. Ginger mojito's fra Gringo Bar's....! Jeg kunne blive ved...


Hvad var dit bedste måltid på dette års festival? Nogle gode tips til næste år?


God aften og på forhåbentlig snarligt gensyn.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar