tirsdag den 8. oktober 2013

Candeur: Cocktails og desserter - what's not to like?

       

Engang i mellem er jeg så heldig, at modtage invitationer til at prøve nye spise- og drikkesteder. Det er ikke altid, at jeg får skrevet om dem og heller ikke hver gang, at oplevelsen er et indlæg værd. Det var heldigvis ikke tilfældet med Candeur, Københavns første dessert- og cocktail bar. 

Jeg inviterede min kæreste og min søde kusine med på Candeur en lidt sen torsdag aften, oven på en travl og træls dag (min cykel blev stjålet og jeg var på arbejde fra kl. 8-20). Min kusine har, om muligt, et endnu større dessert-hjerte end jeg selv, så hun var den helt rette til at gøre os selskab.

lørdag den 5. oktober 2013

En middelmådig aften på 1. th


  
  

  

  

Jeg indrømmer gerne, at mine forventninger var skruet helt i vejret, forud for mit besøg på restauranten 1. th. Konceptet, omgivelserne og ikke mindst mit kendskab til Mette Martinussens tryllerier på og omkring tallerkenen gjorde forventningens glæde ekstra stor og jeg havde sommerfugle i maven hele dagen op til. Vinen var sublim, stuerne var hyggelige og forkælelsen var enorm, men maden var desværre lidt en skuffelse. 

Vi ankom samtidig med flere andre spændte middagsgæster og blev budt velkommen i døren af aftenens værtinde. Vi fik lov at indtage "kæreste sofaen"og blev budt på en dejligt glas rosa bobler. Stuerne er smukt indrettet i en pompøs og romatisk stil, som til forveksling ligner et ganske almindeligt hjem. Farverne er mørke, røde og majestætiske med guld, tunge gardiner og vintage møbler.

Søde Mette havde forud for vores besøg sørget for at hele staben vidste, at vi skulle have særbehandling og det skal jeg love for at vi fik. Måske netop derfor har det været så svært for mig, at skulle skrive min ærlige mening om vores aften på 1. th. Det er ikke så sjovt, at være hudløst ærlig, når modtageren er én man holder af.

Jeg vil ikke gå i detaljer med hver eneste ret og pointere, hvorfor maden ikke var skarp nok. Maden var bare ikke så skarp, som jeg kender og beundrer Mette for. Desuden var serveringerne meget små. Alle retter havde stort fokus på grøntsager, hvilket kan være enormt spændende, lækkert og forfriskende. Jeg er stor fan af Relæ, som succesfuldt formår, at gøre grøntsagerne til hovedpersonen og kødet til den velspillende birolle. Det sætter dog stort krav til, at retterne er velafbalancerede i smagen, så de ikke bliver kedelige. Jeg synes, at flere af retterne var kedelige - desværre.

 "Der er altså ingen af de andre 

gæster, der synes at kødet er sejt"

De kedelige grøntsagstunge retter kunne have været gledet i baggrunden, hvis hovedretten havde været helt i skabet, men det var den langt fra. Tilbehøret, en frisk minimajs med både tråde, blade og stilk og en lækker sauce, var super lækkert og lovede rigtig godt for det smukke, perfekt røde stykke lam de gjorde selskab. Men ak, kødet var så sejt, at min kniv ikke kunne skære lige igennem og jeg ikke kunne tygge det. Min kærestes ligeså. Jeg ved, at køkkenet kan have være uheldige og have fået en dårlig udskæring, derfor gjorde jeg meget beklagende værtinden opmærksom på, at kødet ikke kunne spises. Efter min mening er det helt afgørende for sådan en situation, hvordan betjeningen håndtere sådan en besked. Værtinden sagde, at hun havde smagt på kødet i køkkenet og også synes, at det var lidt sejt. Hun tog dog ikke vores tallerkener eller tilbød os et nyt stykke kød. Lidt mærkeligt, men ok. Det der gjorde situationen helt dum var, da hun lidt efter kom tilbage og proklamerede, at "der er altså ingen af de andre gæster, der synes at kødet er sejt". For det første, havde vi overhørt nabo bordet snakke om, at kødet var sejt. For det andet - og hvad så? Det var sejt. Hun havde endda selv sagt det. Jeg siger min ærlige mening, når jeg er ude at spise. Både for min egen og for stedets skyld. Men det er der mange, der ikke gør eller tør. Hermed en opfordring til at sige din ærlige mening, når du er ude at spise!

Desserterne var helt forrygende og meget velafbalancerede i smagen, sødmen og konsistensen. Det eneste jeg havde, at sætte på dem var, at der var crumble på dem begge, hvilket var lidt ærgerligt.

Udover de lækre desserter, var vinene helt igennem fantastiske. Det var enormt spændende at opleve, hvordan den samme vin opførte sig helt forskelligt til forskellige retter og ændrede sig, mens vi drak dem. Kort sagt en helt igennem velkomponeret vinmenu.

1. th fik for ikke så lang tid siden ny køkkenchef. Måske skal han bare lige finde sig selv i køkkenet. Vores besøg på 1. th var ihvertfald ikke så godt som forventet.

Jeg har åbenbart sværere ved at skrive min ærlige mening, end at sige den, når jeg holder af modtageren, men igen er min kritik kun velment. Jeg ved, at 1. th kan præstere så meget bedre, end jeg oplevede den på min middelmådige aften på 1. th.

søndag den 25. august 2013

En aften på Geist

Det er en dejlig tid for en madelskende pige som mig. Copenhagen Cooking er i fuld gang og der er meget godt i vente. Weekenden er gået med lækker mad i lange baner, skudt i gang af en aften på Bo Becks Geist. 

Den skønne flok fra Moderna Museet i Stockholm, som jeg var så heldig at arbejde sammen med på Madeleines madforestilling, Sol Invictus & 50.000 Lux, var i København i weekenden. De inviterede mig til at gøre dem selskab på Geist og en pre-dinner cocktail på Rubys. Jeg fik en lækker daiqiuri med rabarber, vaniljesirup og mørk rom. Rubys daiqiuri hedder den og den er bestemt anbefalelsesværdig. Det var mit første besøg på Rubys, men bestemt ikke det sidste. 

Nu til Geist som dette indlæg jo skulle handle om. Det var også mit første besøg her. Vores søde tjener anbefalede os at tage en 5-retters menu, som "Bo havde valgt til os". Da flere ved bordet var kokke og havde forståelse for, at det ville være nemmest for køkkenet, hvis otte mennesket ikke valgte 20 forskellige retter, takkede vi ja uden at vide, at det var alt, alt for meget mad.

onsdag den 21. august 2013

En heldig kartoffel...


Jeg er en heldig kartoffel, for jeg har nemlig fået et mange årigt ønske opfyldt: Jeg skal spise på 1.th i næste uge. Det er en fødselsdagsgave fra min søde kæreste og jeg glæder mig som et lille barn. 

Velkommen i vores stuer, står der på hjemmesiden og det er meget rammende for konceptet bag 1.th. Restauranten ligger i en lejlighed i København K. På dørklokken står der, så vidt jeg ved, bare Restaurant og lejligheden er indrettet som et privat hjem - Mette Martinussens hjem. Det er ikke Mette der står bag gryderne, men den eftersigende meget dygtige kok, Kristian Baumann, tidligere souschef på Relæ.

Pungen skal ikke på bordet - man betaler nemlig alt på forhånd. Dette er efter min mening genialt, da den pengeløse restaurant i en privat indrettet lejlighed, kun kan bidrage til og understøtte oplevelsen af, at man er gæst i nogens hjem og ikke i en restaurant. Jeg glæder mig umådeligt meget til, at opleve hvordan Mette Martinussen og hendes personale arbejder med værtsskabet omkring middagen, da jeg ved, at dette er mindst lige så vigtigt for hende, som maden på tallerkenen og vinen i glasset. Jeg ved også at denne middagsoplevelse bliver én af de uforglemmelige. Tænk, at man kan være en så heldig kartoffel.

... fortsættelse følger ...

fredag den 26. juli 2013

Min kulinariske ønskeliste

Ak ak, så nærmere sig snart dagen, hvor jeg runder de 27. Jeg har ikke dog ikke alderskrise, men synes det er på tide, at lave en kulinarisk ønskeliste - måske går nogle af dem i opfyldelse....

Jeg ønsker mig en middag på:

- Amass
- Kadeau (KBH og Bornholm)
- 1 th.
- Geranium
- nimb
- Kiin Kiin
- Den røde cottage
- Formel B
- AOC



Noma er ikke på listen, fordi jeg har været der. Men skulle jeg blive inviteret igen, siger jeg da ikke nej tak.

Har jeg glemt nogle? Hvordan ser din kulinariske ønskeliste ud?

Billedet er fra pop up restauranten 'mormormad' på Roskilde Festival 2013.

søndag den 16. juni 2013

Min koldskål - En klassiker der fortjener et re-post

Der er intet som koldskål, der synger af sommer. Jeg ELSKER koldskål! Denne opskrift er helt tilbage fra 2010, men jeg synes, at den fortjener et re-post - specielt på en lidt grå dag som i dag, hvor jeg savner solen noget så forfærdeligt.

Det er en super nem opskrift og den hjemmelavede udgave slår altså alle købe-udgaver med mange banelængder, så det er bare om at komme i gang.


Du kan eventuelt erstatte de past. æggeblommer med friske æggeblommer. Det smager altså bedre og giver en bedre konsistens til æggesnapsen. Hvis du ikke orker, at lave knasende havregryn (som bliver lige så gode med finvalsede havregryn), kan du sagtens bruge ganske almindelige kammerjunkere - de smager jo også dejligt.

God søndag derude!




fredag den 14. juni 2013

Samsung sommerfrokost - mit første presseevent


I skrivende stund står jeg og spiser frokost lavet af Madeleines og hører Sebastian Linds smukke stemme i en luksus hotel lejlighed hos STAY på islandsbrygge og besluttet mig for, at det ikke er helt dumt at være til presseevent.


Frokosten er som sagt lavet af Madeleines. Første servering kalder de Urban farm tartar. Den serveres i noget så usexet som en plastik madkasse, men indholdet er yderst delikat: rå, kværnet gulerod over gedeostecreme, pickle gele, sprøde rugbrødskrummer, peberrod og havtorn. Friskt og lækkert - og må indrømme, at jeg elsker madkassen...


Anden servering er en mix-selv suppe, hvor man høster sine grøntsager i haven (en opsats med grøntsager på), snitter dem og hælder perlebyg,æbleeddike og persilleolie over. Til sidst hælder kokken en lækker fond over og så er der serveret. Lækkert lækkert! 


Sidste servering sætter gang i alle barndomsminderne. Det er nemlig en skub-op-is med roseniscreme i. Simpelt og super dejligt!

Hvis jeg bliver inviteret en anden gang, siger jeg sgu ja!

p.s. Undskyld de forskellige rammer på billederne - sådan er det, når man live-blogger og bruger billeder fra instagram.

tirsdag den 11. juni 2013

The Refined Ghetto - Silver.Spoon



I slutningen af maj arbejdede jeg på en ganske særlig pop up restaurant sammen med Silver.Spoon og Stranger group.

Konceptet var råt møder fint og sart under teamerne soul, r&b og cajun. Denne pop up restaurant var noget helt specielt - ikke mindst på grund af det noget udfordrende venue. The Refined Ghetto blev afholdt i Sømine Depotet på Refshalevej, som kort sagt er fire betonvægge, et beton gulv og et beton loft, der året rundt holder en temperatur på 8 grader. Dertil kommer grafitti fra gulv til loft, sandbunker og flere centimeter støv på det 200 kvm gulv. Fik jeg sagt, at der heller ikke er hverken vinduer, døre, elektricitet, vand, køkken eller toilet?


Den største udfordring viste sig at være, at holde gæsterne varme - hvilket desværre heller ikke lykkedes helt - på trods af den gigantiske infrarøde varmekanon.


For at være tro mod konceptet, havde Tiffany fra Silver.Spoon fået fløjet en virkelig dygtig kok, Jordan Grosser, ind fra San Francisco. Jordan er en typisk amerikansk cajun-kok, både af sind og størrelse. Meget af maden havde været et smut forbi fritøsen, men han formåede at servere samtlige retter så delikat og smukt anrettet, at det friturestegte ikke stjal al opmærksomheden på tallerkenerne.


De flotte lysekroner fra Søren Rose Studio sluttede bordet meget flot af. Alt servicen kom fra Royal Copenhagen. Jeg må indrømme, at jeg er blevet lidt forelsket i deres flotte tallerkener.

Aftenens menu - 6 faste retter og 3 cocktails


Første servering bestod af rå, forkullede kammuslinger. Hertil en meget let suppe. Helt klart aftenens letteste servering, men så gik der ellers også friture i den...


Anden serving var en meget smukt anrettet corn dog med brisler og fyldte vagtel-æg. Jeg er mest til stegte brisler, men det var meget lækkert alligevel.



Tredje servering var friske nudler med spidsbryst, hummer, pocheret æg og friturestegt okra. Herover blev hældt en mild fond. Okraen var super lækker - slet ikke slimet!


Min absolutte favorit, fjerde serving, som skulle have været due, men blev vagtel med den lækreste majspandekage og citronsmør. Det er uden sammenligning den lækreste mest saftige fugl, jeg nogen sinde har smagt.

Af en eller anden grund tog jeg ikke et billede af den femte servering...


Desserten, cola-kage, var overraskende lækker. I det gamle amerika var cola åbenbart billigere end både sukker og chokolade, hvorfor man fandt på, at bage med cola som sødestof. Selve kagen smagte ikke af så meget, men med den luftige chokolade cremeaux, marengs og frisk estragon, var desserten som helhed helt i top. Meget spændende at bruge 'bearnaise'-urten i det søde køkken, men yderst delikat sammen med chokolade.

Da middagen var slut, rykkede vi ind i loungen, som bestod af hjemmelavede pallesofaer og møbler fra Erik Jørgensen.


Det var spændende og hårdt arbejde at være med til at skabe The Refined Ghetto fra bunden - næste pop up projekt behøver dog, efter min mening, ikke være en lige så stor logisktisk udfordring. Se flere billeder fra The Refined Ghetto her.

tirsdag den 28. maj 2013

Laksetartar med frisk ingefær og ramsløgsmayo (à la Sticks'n'sushi)


Jeg er med i en gourmetmadklub, som sidste gang fandt sted hjemme hos os. Selvfølgelig lige mellem to store projekter med arbejdet, skole og alt muligt andet. Derfor valgte jeg at lave nogle forholdvist lette retter, der kunne forberedes på forhånd. Denne skønne forret fik jeg anbefalet af min madglade kusine og den var et kæmpe hit. Tyvstjålet fra Sticks'n'sushi, men med lidt justeringer.

Den oprindelige opskrift lyder...
80 gr. grofthakket laks pr. person
1 spsk topping lavet af: 1 del frisk ingefær (evt. lidt mere, hvis du lige som mig er vild med ingefær), 2 dele purløg og 2 dele rødløg, alt sammen hakket fint
1 tsk Stickssauce fra Sticks'n'sushi merchandise
1 spsk lakse- eller ørredrogn

Jeg tilføjede 1 tsk ramsløgsmayo (blend et bund ramsløg med 1/2 L smagsneutral olie og sig olien igennem et viskestykke, rør en mayo på 1-2 blommer med denne olie) og erstattede rognen med stenbidderrogn. Den fede mayo med et lille hvidløgsbid tilførte forretten både konsistens og en dejlig rund fedme.

Dertil serverede jeg rugbrødschips fra Lagkagehuset (ca. 34 kr. for en pose med nok til 6 personer). Toppingen kan hakkes og blandet på forhånd.

Da jeg anrettede brugte jeg en udstikker (7 cm). Først lavede jeg en cirkel med 1 tsk Stickssauce i midten af tallerkenen (lidt mindre end 7 cm i diameter). Dernæst satte jeg udstikkeren på tallerkenen og brugte en ske til at fylde 80 gr. laks i ringen. Laksen skal trykkes lidt sammen med bagsiden af skeen, så formen holder, når du fjerne udstikkeren. Så lagde jeg 1 tsk ramsløgsmayo i midten, herpå 1 spksk topping og il sidst rognen. Jeg havde lidt ramsløgsolie til overs, som jeg pyntede tallerkenen med. Stil meget gerne resterne fra toppingen og ramsløgsmayo på bordet i små skåle.

Tip: Hvis du har hakket laksen på forhånd og kommet i en beholder, er det en god idé, at dele portionen op i de antal portioner, du skal bruge ved at "tegne" med skaftet af skeen i overfladen af den store portion. Så slipper du for at mangle laks til den sidste person.

onsdag den 23. januar 2013

Lækker, nem og billig suppe med hokkaido-græskar



Selvom sæsonen for danske hokkaido-græskar er forbi, synes jeg alligevel denne lækre suppe fortjener et lille indlæg. Hokkaido er super sundt og smager super godt - både bagt, kogt og stegt. Den her suppe kom, lige som min linsesuppe med ingefær, til verden en dag hvor køleskabet ikke ligefrem bugnede med ingredienser. At den er simpel gør den dog ikke mindre delikat og mættende.

Til 2 personer + lidt frokostrester skal du bruge...